Her har vi samlet 4 historier, der alle er tilsendt os med emnet “Efterskole” – og især fokuseret på de mere kreative elementer som teater, drama og musik. Den første historie:
Juni og eksamenstid
Vi er midt i juni, og det er eksamenstid. Hele skoleåret har været lidt mystisk, siden Covid-19 brød ud. Så alt er lidt forsinket. Mange elever har ’tabt’ 2 måneders undervisning, fordi de i de første uger syntes, det var fedt ikke at skulle gå i skole.
Nogle elever har haft selvdisciplin nok til selv at følge med i undervisningen via internettet, selvom det ikke har været obligatorisk for dem. Andre har ikke. Det er lidt kaotisk nu at få styr på, hvem af eleverne, der kan hvad.
Her på skolen, hvor jeg arbejder, forsøger vi at få føling med, hvad vores elever, som er vendt tilbage til almindelig undervisning, faktisk kan. Vi prøver derfra at ’indhente’ tabt pensum at opsummere det, vi nåede, inden lock-down og derved at skabe en form for balance, så eleverne får rimelige muligheder for at kunne komme igennem de eksamener, de skal.
Jeg underviser på en skole, som ligger lidt ’uden for’ det offentlige undervisningssystem. Man kan faktisk godt kalde det for en form for efterskole, og vi får da et statstilskud til driften årligt, selvom vi også er nødt til at opkræve undervisningsgebyr fra vores elevers forældre.
Det er ikke en teater efterskole sådan i stil med dem, man kender i Danmark. Det er en skole, som tilbyder undervisning i særlige fag, som alle elever skal eksamineres i, for at de kan få det, der svarer til folkeskolens afgangsprøver. Men det er heller ikke en specialskole. Det er en form for alternativ skole, hvor undervisningen baseres på andre undervisningsformer end den almene. Fx tager vi udgangspunkt i teater og gør det til rammen for undervisningen.
Skolen, jeg underviser på, tilbyder kun undervisning i engelsk og matematik. Det lyder måske mærkeligt, sådan lige umiddelbart. Men det er det ikke. Sådan er systemet her i landet. Når jeg underviser i engelsk, underviser jeg i 4 timer i træk. Vi har ikke nogen pauser, og alt foregår på engelsk. Også når vi holder en selvvalgt pause. Det er et ret drænende job, men jeg elsker det. Jeg elsker at høre, når en af de ’stille’ elever lige pludseligt råber op og siger fra over for de andre. På fuldstændigt korrekt engelsk. Amerikansk-engelsk. Eller det kan også være, når vi faktisk koncentrerer os i undervisningen, at jeg hører, at en elev har udviklet sit ordforråd betydeligt. Det er skønt, når den slags sker.
Det drænende ved mit job ligger i, at jeg hele tiden skal være mindst 2 skridt foran eleverne. Og det betyder en hel del hjemmearbejde. Ikke kun i form af at rette skriftlige opgaver. Også i form af at jeg er nødt til at føre mig ajour med den gængse slang – især i amerikansk-engelsk.
Der er jo ingen, der siger upsy-daisy længere. Oftest bruger man F-ordet. Et banalt eksempel, måske. Men sådan er det hele tiden. Sprog ændrer sig, og tolerancegrænser ændrer sig. Der er meget få mennesker, der synes, at det er uforskammet eller frækt at sige shit eller fuck i dag. At det måske kan være udtryk for en fattigdomsgørelse af sproget, er en helt anden sag, som jeg ikke vil komme ind på her.
Hjem fra eksamen
Min datter er lige kommet hjem. Hun har været til en af de første eksamener her i sommer. Hun går i 8. klasse og eksamen, hun har været til, tæller sådan set ikke til den årskarakter, hun får. Det er vist bare sådan en øvelse, de laver, for at eleverne kan få en idé om, hvad det vil sige at gå til eksamen. Til næste år tæller det. Hun var ikke tilfreds med sin præstation og har lukket sig inde på sit værelse. Der sidder hun nu og surmuler.
I den tid, hvor hun har læst og terpet, har hun været fuldstændig umulig at være sammen med. Hun har faktisk været totalt hysterisk. Jeg har forsøgt at sige til hende, at ligegyldigt, om hun består eller ikke består, så er hun god nok.
Hun har en svær karakter. Hun er perfektionist og kan godt finde på at hade sig, selv hvis hun laver fejl. Eller hvis en af hendes veninder laver en fejl.
Vi har forsøgt at tale meget med hende om det. Hun behøver ikke at være perfekt. Og hun kan absolut ikke styre, hvordan hendes veninder skal være. Sommetider har jeg lidt på fornemmelsen, at den stræben efter det perfekte, som hun har i sig, ødelægger mange ting for hende. Vi har set mange veninder komme og gå – for ikke at vende tilbage til hende, fordi hun er så perfektionistisk. Det volder hende sorg. Og det volder os sorg. Hun taler tit om sin ensomhed. Jeg og hendes far har talt meget om, hvordan vi kan hjælpe hende hen til et lidt mere normalt tøse-liv. Du ved med småskænderier med veninderne uden, at det går ud over venskabet mellem dem. Vi har talt om, at hun måske i virkeligheden stresser og har brug for at slappe af. Hendes intelligens er der bestemt ikke noget i vejen med. Måske har hun brug for en pause fra skolen, så hun kan koncentrere sig om andre ting. Måske sin dans. Hun elsker dans og skuespil.
Jeg gruer lidt for de kommende dage. I næste uge venter der endnu en eksamen. Og jeg ved, at hun vil klare den godt. Men alligevel så er hendes temperament ikke nemt.
Min mand kom hjem fra arbejde lidt senere, end hun kom tilbage fra eksamenen. Han spurgte hende om, hvordan det var gået, og fik et surt svar: ”Dårligt.” Han sidder nu i køkkenet sammen med mig og kigger på, at jeg laver salaten til aftensmaden.
”Jeg har tænkt på, at vi bør tage hende ud af skolen. Det går ikke det her. Skal vi tale med hende om muligheden for at komme på efterskole 9. klasse? Måske er det bedste for hende at komme på en dramaefterskole, så hun kan arbejde med andre ting end sin hjerne. Måske er det lige, hvad hun har brug for?”
Jeg synes, at det er et forsøg værd at tale med hende om det. Hun kan ikke blive ved med at presse sig selv så meget. Det kan gå galt for hende senere hen.
Fantastisk sidste skoleår på efterskole
Mit sidste skoleår har været fantastisk. Jeg har bestået mine afgangsprøver, og jeg har fået en masse gode venner, som jeg skal besøge her i løbet af sommerferien. Vi skal jo ikke på ferie i udlandet, sådan som vi plejer, men blive herhjemme.
Mine forældre har derfor givet mig lov til at tage på turné til alle mine venner. Jeg har fået dem, mens jeg gik på efterskole. 10. klasse.
Det har været så fedt. Og vennerne kommer fra hele landet. De fleste af dem bor i Jylland. De er alletiders typer. Jeg holder virkeligt af dem. Andre bor på Fyn. Jeg har også nogle venner her på Sjælland. Og en enkelt på Bornholm. Så det bliver noget af en danmarksrejse, jeg skal på her i sommeren.
Jeg har lyst til at starte i Jylland. Oppe i Aalborgområdet, og så tage nogle dage der. Besøge min ven deroppe. Han har skrevet, at hans forældre gerne vil møde mig, og at han glæder sig til, at jeg kommer.
Derefter har jeg planlagt at rejse ned mod Herning og helt ned til Sønderjylland. Jeg skal bo hos venner der. Ja, faktisk, så skal jeg slet ikke bo på hotel. Det bliver fedt at møde mine venner og deres familier. At se, hvordan de bor, og hvad de laver.
Fra Jylland går turen så over Fyn, hvor jeg skal bruge nogle dage i Svendborg og Odense. Jeg glæder mig til at se navigationsskolen i Marstal. Det er noget, jeg har tænkt på, at jeg gerne vil. Gå på navigationsskole. Men jeg er ikke helt sikker endnu. Måske bliver besøget i Svendborg afgørende.
Når jeg så har været på Fyn i en uges tid, tager jeg tilbage til Sjælland og ser min kammerat oppe i Holbæk. Han bor på en stor gård sammen med sine forældre. Han siger, at han ikke vil være bonde, men han holder meget af naturen. Vi har talt om, at han måske skulle blive naturvejleder. Der er jo skønne områder at opleve i det område deroppe.
Når jeg har været i Holbæk, tager jeg hjem til mine forældre. Vi har fået et godt forhold til hinanden. Jeg bliver hos dem i 2 uger, og derefter tager vi sammen til Bornholm. De vil gerne opleve Bornholm. De har aldrig været der. Og jeg får mulighed for at se min ven fra Rønne. Det bliver en spændende ferie. Måske noget anderledes end det, vi plejer. Men, hvorfor ikke? Jeg føler mig klar til at rejse på egen hånd. Mine forældre har fået mine venners adresser, så de ved, hvor jeg er. Og jeg har fået lov til at gøre, hvad der passer mig.
Jeg har lagt et budget for min rejse til Jylland og Fyn. Jeg skal rejse med bus og tog. Det bliver fedt. Et eller andet sted har jeg læst, at det er bedst at rejse med tog, fordi man ser mere af landskabet. Når man rejser i bus, ser man bare motorveje. Men her er det min økonomi, der bestemmer. Så det bliver en blanding. Bus og tog.
Et år på efterskole
Glæden er stor. Vores dreng er kommet hjem efter et år på efterskole. Han har været glad for at være på skolen. Det har, som han siger reddet ham. Han var på vej ud i noget med småkriminalitet og misbrug. Men vi var heldige at få fat i ham i tide. Der blev godt nok, skændtes, mange timer inden han indvilgede i at komme på en musikefterskole, som vi havde fundet.
De har et særligt hold af undervisere, der har erfaring med at håndtere unge, der har været på vej i den forkerte retning.
Vi fik ham afsted, og det var godt. Også selvom det i virkeligheden var meget smertefuldt for os begge to. Men især for mig. Jeg må indrømme, at jeg har forkælet vores søn hele livet. Han har ikke fået de grænser, han har haft brug for. Det har ført til, at han ikke helt forstod forskellen mellem, hvad der er forkert eller rigtigt. Det er min fejl. Jeg ved det. Men jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over det.
Jeg har jo fundet en løsning: Hans ophold på efterskolen har gjort meget godt for ham. For det første har han lært at tage et ansvar. For det andet er han blevet opmærksom på, at verden ikke bare er ham. Han overrasker mig, når han fortæller mig, at han godt ved, at han har udnyttet min svaghed. Han ved, at han har været på et sidespor, og at han ikke skal tilbage dertil.
Jeg er stolt af ham. Han har bestået sine prøver med flotte karakterer, og han er parat til at komme videre. Han vil have en uddannelse. Helst inden for noget, der har med retfærdighed at gøre. Måske jurist, men han er ikke helt sikker på det endnu. Han overvejer også at blive folkeskolelærer. Han vil gerne, siger han kæmpe, for at børn i folkeskolen ikke bliver tabt, fordi der er for meget stress omkring dem. Det er ikke retfærdigt, at børn skal tabes på gulvet, fordi deres forældre har for travlt.
Når han siger, den slags er det en ordentlig mavepuster at få. Han beskriver jo lige præcist, hvordan det var hos os, inden vi kom dertil, hvor vores søn var på vej ud i kriminalitet. Vi var der ikke for ham, når han havde brug for os. Og det kan vi ikke være bekendt.
Tænkte vi over det? Nej. Det gjorde vi ikke. Ikke før end den dag, hvor politiet ringede på døren og spurgte, om vi kender denne dreng. Vores søn. Han stod der med røde ører og var lidt flov. Men også trodsig. Han var bare 13 år gammel. Vi fik en alvorlig snak om skolegang og retfærdighed. Han fortalte om hvor meget han hadede skolen. ”De er ligeglade med os, og jeg keder mig. Derfor pjækker jeg.” Samtalen førte til, at vi blev enige om, at han skal ud af skolen og starte på en skole, hvor han kan lufte nogle af sine talenter. Det blev derfor den musikefterskole, som han lige er kommet hjem fra. Glad, moden og klar til at se fremtiden i møde.