Sædvanligvis er jeg glad for at bo her inde midt i byen. I en lille lejlighed, som jeg kan overkomme at holde ren og passe. Jeg har ingen pligter med at skulle rengøre fortove om vinteren, når det har sneet. Jeg har heller ikke nogen have at skulle holde styr på. Jeg har heller ikke nogen nabostridigheder om, hvor skellet i virkeligheden går. Ja. Stort set så er jeg tilfreds. Men – og der er et, men: Jeg kan sommetider misunde dem, der bor i et hus med have. De har nogle muligheder, som vi byboere ikke har.
Ud at lege
De kan fx sende deres børn ud og lege i haven, når det bliver for meget med deres larm eller skænderier. De kan også forkæle dem med legetøj til haven. Det kan man jo ikke i en lejlighed. Medmindre den er kæmpestor, og der er højt til loftet.
Jeg har da tit tænkt på, at det ville være fedt at give mine børn et gyngestativ eller en hoppeborg. Men det har vi altså ikke plads til. Vi har så til gengæld mulighed for at gå ned på legepladsen og møde andre børn, som vi måske ikke kender i forvejen. Og det er heller ikke dårligt. Men hvad er bedst?
Alle muligheder for børn
At give sine børn alle de muligheder, man kan komme i tanke om, for at de skal kunne udfolde sig derhjemme. Eller at de bliver mødt af andre børn med andre måder at tænke på, og ganske hurtigt må lære at finde en måde at lege med dem på, så ingen kommer til skade, eller bliver lukket ude? Jeg ved det ikke. Det er lidt, som om jeg stiller spørgsmålet, om det er bedst at have kolera eller pest.
Spørger jeg min søster, så vil hun helt sikkert stemme for den første mulighed. Det er bedst at give sine børn alle de muligheder, man kan, for at de kommer til at udfolde sig derhjemme. Spørger jeg min bror, vil han stemme for, at det er bedst, at børn bliver socialiseret via omgang med andre børn.
Gyngestativ er vi jo vokset op med
Selv hælder jeg måske mest til det, min bror stemmer for. Min søster er meget beskyttende, måske i en sådan udstrækning, at hun ikke vil give sine børn et gyngestativ, fordi det kan være farligt, hvis de gynger for højt ude i haven.
Kort sagt: Det er vanvittigt svært at være forældre. Man kan altid sammenligne sig selv med dem, der gør tingene på andre måder, end man selv gør. Og hvor langt skal man gå? Hvor meget kan man tillade sig, at ens børn gør, når de er på en offentlig legeplads? Man kan jo aldrig være sikker på, at ens barn kan lide de andre børn – eller at de andre børn kan lide at lege med ens eget barn. Men hvor beskyttende skal man være overfor sine børn. Skal de bare have lov til at lege hjemme i haven. Bliver de ikke hurtigt trætte af hoppeborgen, når de har lært den at kende, og ikke har nogen ’fremmede’ børn at dele den med? Fik lidt inspiration af denne artikel faktisk.