Dengang jeg var en helt ung pige, ville jeg meget gerne lære at spille på guitar. Vi havde sådan et system med aftenskole for unge. Man kunne tilmelde sig til forskellige kurser. Det var næsten gratis, og vi var mange, som mødtes efter at have været på aftenskole for at sludre og hygge. Kurserne blev afholdt på skolen, vi gik på, og efter undervisning sad vi så i skolegården og snakkede.
Fandt en god guitar
Min far var sød og hjalp mig med at finde en god begynder guitar, som jeg kunne bruge i undervisningen. Og det var sjovt til at begynde med. Lidt henne i forløbet blev det temmelig kedeligt for mig. Det var, måske fordi der kom en ny elev på skolen, som også gik til guitarundervisning. Hans far var musiklærer, og han vidste alt om, hvordan man omskriver en melodi fra en tone til en anden. Og han viste sig frem. Vores lærer var begejstret for ham. Nød virkeligt at undervise én, der kunne noget. På vores andres bekostning. Vi blev ligesom overladt lidt til os selv.
Jeg sagde dengang ikke noget til min far om det. Jeg tænkte, at det bare var sådan. Men efter nogle ugers undervisning, hvor jeg bare følte, at jeg ikke lærte noget, så gav jeg op. Jeg fortsatte dog med at gå til guitarundervisning. Det vil sige, at jeg tog min guitar med mig hen til skolen, og så satte jeg mig bare ned og talte med de andre. Jeg pakkede ikke engang guitaren ud af tasken, som min far havde købt ekstra.
Far ville høre mig
Der gik nogle flere uger, og en dag, så ville min far gerne høre om, hvordan det gik med at spille på guitar, og om jeg stadig var glad for det. Jeg fortalte ham, at det gik fint. Han bad mig om at vise mig, hvad jeg senest har lært. Så, jeg tog guitaren frem og begyndte at spille. Der gik måske 30 sekunder, og så sagde min far: ”Den guitar skal vi have til salg. Nu. Du har ikke lært noget som helst. Den er ikke stemt. Du synger en halv tone for lavt. Hvad sker der?”
Jeg fortalte ham om de seneste ugers oplevelser i undervisningen. Han blev ret rasende. ”Det er ikke den måde, mine skattekroner skal bruges på. Når min datter går til undervisning, skal hun modtage den. Ikke bare sættes tilbage, fordi der er en dygtig dreng, der bare vil vise sig.” Den næste dag så jeg et opslag nede på skolen. ”Køb begynderguitar – billig – fejlkøb.” Der var et telefonnummer. Min fars – på hans arbejde.
Jeg ringede til ham og sagde, at han ikke måtte sælge min guitar. Han svarede mig, at det havde han allerede gjort. Han sagde også, at han vil købe en ny guitar til mig. Og at han vil hyre en privatlærer til mig, så jeg kan få mit ønske om at lære at spille spansk guitar opfyldt. Han var ret sur at tale med. Men jeg fik spurgt ham om, hvem der købte guitaren. Det ville han ikke fortælle mig.