”Hvis nu jeg beder dig om at ringe op til ham – på mine vegne – vil du så gøre det?” Jeg sidder her i sengen ved siden af min mand, som sover tungt. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind af frustration. Jeg har jo ikke fået en eneste, god nattesøvn i de sidste 4 måneder. Og jeg ved godt, hvorfor: Jeg tør bare ikke. Jeg har fået mange anbefalinger – faktisk også ordrer fra min arbejdsgiver om, at jeg skal ringe op. Men jeg kan bare ikke. Ved slet ikke, hvorfor. Min mand vender sig i søvne over imod mig. Han er dejlig. Han sover trygt og godt.
Trænger til søvn nu
Selv ville jeg ønske, at jeg kunne sove så godt. Jeg spørger ham igen. ”Vil du ringe til ham der behandleren, der tilbyder stresscoaching?” Jeg fortsætter min lille talestrøm til min mand: ”Jeg har brug for det. Behandling. Jeg skal nok finde mig selv igen.” Min mand vender sig og snorker videre. Jeg er helt alene, føler jeg. Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke er alene. Jeg begynder at græde. Kan ikke holde det ud mere. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg må se at få fred i min lille hverdag. Jeg må forsøge at bakke op om min mand og hans karriere. Jeg må forsøge at finde tid til at være mere sammen med børnene.
Ja, jeg har stress
Ja, jeg er stresset. De fleste vil sige, at jeg udvikler luksusproblemer for mig selv. Men det gør jeg faktisk ikke. Jeg har hårdt brug for hjælp til at komme væk fra den nervøsitet, som hersker over mig og mit liv. Jeg prøver at lægge mig til at sove. Min mand snorker. Omfavner mig i søvnen. Det er rart. Han mumler noget om, at han har booket tid til mig på onsdag. Hos en stress‐coach. Jeg ved jo, at det hjælper.