Nu må han virkeligt holde op. Jeg sidder her i 30 graders varme og er ved at tage mig sammen til at køre på stranden. Og så melder han ind via Messenger og spørger mig, om jeg ikke lige kan sige, hvilket par af de hjemmesko til mænd han har kig på, han skal vælge. Ok, han sidder oppe på Grønland, så jeg kan godt forstå, hvis han har lidt kolde fødder. De er jo ved at bore is-prøver op, og han har skrevet, at der som regel er koldt i det lille hus, de bor i. Når de kommer hjem fra arbejdet, så tænder de op, men der går ret lang tid, inden han får varmen. Og det er ikke sjovt at sidde der efter fyraften med kolde tæer.
Hjemmesko i lammeskind
Hans kollega har et par lune hjemmesko, der er lavet af lammeskind, som han trækker i, lige med det samme, som de er trådt indenfor. Han sidder med fødderne oppe foran ovnen. Kun iført sine sokker. Lidt irriteret over at blive forstyrret i mine planer for en tur på stranden skriver jeg lynhurtigt tilbage til ham, at jeg synes, at han skal vælge dem, han bedst kan lide. Jeg kan næsten høre ham bande højt over det svar. Jeg skulle jo have svaret, at han skulle vælge de varmeste. Der går nogle minutter. Så kommer svaret: ”Er brun eller sort den bedste farve til mig?”
Brune farvetoner
Jeg svarer: Brun – smiley. Forsøger at dæmme op for en eventuel konflikt. Jeg ved, han hader brune farver. Men hvorfor spørger han så? Jeg har svaret ærligt. Jeg får et svar: ”Ok, brun. Jeg bestiller dem nu. Håber, de kommer om en måned. Tak.”
Min dårlige samvittighed over, at jeg har været så kort for hovedet over for ham, får magten over mig. Jeg sender ham en hel række hjerte‐emojis og fortæller ham, at jeg glæder mig til at se ham om 3 måneder.